10 Mar Jobopslag: Maker søger projektleder på fuldtid
Vil du drive forandringer for fysiske iværksættere og makerspaces i Danmark og Norden?
Vi søger en dygtig og initiativrig projektleder, der kan oversætte gode intentioner til konkrete handlinger og skabe aktiviteter for fysiske iværksættere og mennesker, der arbejder i makerspaces, fablabs og værkstedsfællesskaber i Region Hovedstaden og Norden.
I Foreningen Maker arbejder vi for at skabe flere succesfulde fysiske iværksættere og bedre forudsætninger for bæredygtig produktudvikling. Vi er i øjeblikket i en transitionsfase, hvor vi gør klar til at kunne være mere for endnu flere. Vi åbner snart et stort værksted i København, der er 300% større end hvad vi havde, vi starter nye projekter op i Danmark og internationalt, vi samarbejder med endnu flere virksomheder og partnere om bæredygtig produktudvikling og vi arbejder frem mod et stort værkstedslaboratorium for bæredygtige produkter til byggeri, bolig og by midt i Kødbyen.
Vi er et lille sekretariat med store armbevægelser og en masse gode medlemmer og samarbejdspartnere.
Om jobbet
Du får ansvaret for at lede og drive to store projekter – KOSTBART (Region Hovedstaden) og Circular Spaces (Baltic Sea Region).
KOSTBART er Makers selvstændige projekt, der skal skabe bedre betingelser og mere begejstring for at blive grøn fysisk iværksætter blandt unge i Region Hovedstaden. Det skal ske i et samarbejde med en række partnere og du skal som projektleder sikre, at vi følger op og skaber fremdrift i alle spor i projektet – bla. skal du afholde prototypesaloner, bygge rollemodeller op, kortlægge åbne værkstedsfaciliteter i regionen, have dialog med Tuborgfondet som bidragyder og sikre at vi kommunikerer og konceptualiserer det, vi finder ud af i projektet.
Circular Spaces er et nyopstartet projekt, der skal bidrage til en transformation i Norden af makerspaces til at kunne agere løftestang i en cirkulær økonomi. Projektet er et samarbejde mellem 5 forskellige lande og der vil bla. være aktiviteter ift. fysiske iværksættere og SMV’er, inddragelse af offentlige og private interessenter og afholdelse af kurser og workshops. Du bliver en drivende part i projektet med ansvar for specifikke arbejdspakker i tæt sparring med resten af Maker.
Hvad kan vi tilbyde
I en lille organisation som Maker (stadig) er, er der i det daglige ikke noget hierarki, der skal følges. Tværtimod er vi fælles om at løfte forening og opgaver, så vi bedst muligt skaber værdi for dem, vi arbejder for og med. I Maker skaber vi i fællesskab et sjovt og fedt arbejdsliv.
Det betyder, at alle får og har et stort ansvar for at løfte opgaver og projekter. I Maker kommer man længst ved at kunne handle på sine idéer, kunne prioritere i opgaverne og sikre, at vi rent faktisk er ude og skabe noget. Det betyder ikke, at man efterlades alene med dilemmaer, opgaver eller udfordringer – men der er en tydelig forventning om, at du selv kan formulere mål, opgaver og deadlines inden for egne projekter, arbejde selvstændigt for at nå dem og spørge om hjælp, vejledning og sparring, når du kan se at noget ikke går, som du havde regnet med.
Vi har meget afvekslende arbejdsdage, der nogle gange kræver, at vi smøger ærmerne op og bygger, nogle gange rejser til møder med europæiske partnere og nogle gange tager os af små og store udfordringer sammen med medlemmerne. Lige nu arbejder vi på kontor i BLOXHUB, men når vi overtager vores nye værksted kommer vi til at have vores dagligdag sammen med 3D printere, CNC fræsere, skruemaskiner, hamre og ikke mindst vores medlemmer, der udgør rygraden af Maker.
Vi vil meget gerne kunne fastansætte, men denne stilling er foreløbig tidsbegrænset i ca 20 måneder til og med december 2024.
Hvad skal du kunne?
I Foreningen Maker er vi strategiske, når vi leder store EU-projekter og udvikler nye måder at gøre det nemmere og sjovere at være fysisk iværksætter i Danmark. Men vi er også praktiske når vi eksperimenterer i værkstedet og prototyper sammen med medlemmer og partnere. Du skal være den dygtige, sikre projektleder, der tør få hænderne snavsede og som har erfaring med at bruge et værksted og teknologier, der typisk er at finde i et makerspace.
Kompetencer der er vigtige i stillingen:
Klassisk projektledelse: Danne dig et overblik over projektet, sætte klare mål og deadlines, involvere de rigtige personer på de rigtige tidspunkter, have indsigt i projektdeltagernes interesser og vide, hvilke typer aktiviteter der kan give øget værdi til projektet, til den lille start-up og til foreningen. Kort sagt – du skal oversætte drømme og intentioner til handlinger og aktiviteter.
Teknologi: Du skal have et indgående kendskab til makerspaces/værksteder og digitale fabrikationsteknologier og kunne bevæge dig ubesværet rundt i et værksted. Du behøver til gengæld ikke at være specialist på det hele – men du vil komme til kort, hvis du ikke ved noget om området på forhånd.
Kommunikation: Vi er afhængige af at alle i Maker kan kommunikere, og du vil både skulle skrive opslag til hjemmeside og sociale medier og skrive afrapporteringer til fonde, partnere og EU. Du skal være flydende på engelsk og dansk, da din hverdag vil foregå med både danske og internationale partnere.
Selvstændighed: Du får meget ansvar(!) og vi forventer at du kan lide at tage teten og sikre fremdrift og udvikling i alle dine opgaver.
Hvem er du?
- Du er ikke bange for at tage teten og kan lide selv at formulere planer og anvise vejen til målet.
- Du har tidligere prøvet at oversætte intentioner i et projekt til konkrete handlinger
- Du kan have lavet alt muligt før – det vigtigste er at du er vant til at drive projekter, kan begå dig i et værksted med teknologier og har erfaring med udviklingsopgaver.
- Du vil gerne have ansvar og kan vise, at du har drevet projekter selvstændigt før.
- Hvis du har erfaring med maker-området og projektledelse af større projekter er det helt klart et plus.
Lyder det spændende?
Så send en ansøgning på info@maker-effekt.dk. Vil du vide mere om jobbet, så kontakt Malte, Direktør i Maker på tlf.: 2891 3537.
Der er deadline den 26. marts og samtaler i uge 13 med evt. opstart hurtigst muligt. Vi glæder os til at høre fra dig.
